Skip to content

Stormfulde højder – Emily Brontës klassiker

Der er nogle bøger, som jeg bare skal have læst og efterfølgende have placeret godt i bogreolen. Jeg taler selvfølgelig her om alle klassikerne. Indrømmet, så har jeg det nogle gange lidt svært med dem. Jeg skal lige tage mig sammen til at læse dem. Det er som om de føles lidt tunge, allerede inden bøgerne er åbnet. Det er jo ikke en logisk tankegang, da klassikerne kaldes klassikere af en grund. Det er jo typisk fantastisk litteratur, som stadig holder den dag i dag, selvom de er skrevet for mange år siden.

Stormfulde højder af Emily Brontë må siges at være en sådan klassiker. Som forudsagt, skulle jeg lige tage mig sammen for at læse den, men det var ikke overraskende det værd, selvom jeg må indrømme, at jeg var lidt overrasket over selve handlingen, men mere om det senere.

Wuthering Heights

Huset Wuthering Heights ligger på heden i Yorkshire. Her bor familien Earnshaw. Da faderen i familien vender hjem med en forældreløs dreng, som han tager til sig, bliver alt vendt på hovedet.

Den temperamentsfulde Heathcliff føler straks et stærkt bånd til datteren i huset. Og deres forhold udvikler sig gennem årene til et stormfuldt kærlighedsforhold, som kompliceres af deres forskellige baggrunde.

Bagsiden af bogen.

Kærlighed er andet end glæde

Oppe i mit hoved er Stormfulde højder en af britisk litteraturs helt store kærlighedshistorier. Efter at have læst bogen, er mit forhold til kærlighedshistorien ændret. Jeg er støt på flere nutidige anmeldere, der kritiserer Emily Brontës bog for at være for dyster og negativ. De har svært ved at finde personer, som de kan lide og identificere sig med og i det hele taget, så forventede de noget andet af en stor kærlighedshistorie.

Jeg vil gå en anden vej og sige, at det er fantastisk med en kærlighedshistorie, der kan overraske og som tør gøre noget helt andet end det forventelige. Det er nemlig en historie, der viser hvad kærlighed også kan gøre ved mennesker. Det kan være en uhyggelig kraft, der kan lede til had, jalousi, gråd og hævntørst. Ja, bogen er ikke ligefrem fyldt med elskelige karakterer. Flere af bogens personer er nok det modsatte, men det gør dem for mit vedkommende kun mere interessante.

Stormfulde højder har mere end 150 år på bagen, men dens temaer er universelle og tidsløse og selvom bogen måske ikke tiltaler alle og enhver, så giv den lige en chance og husk på at kærlighed er meget mere end kun glæde.

Hvad synes du om bogen?

Samlet vurdering 5 / 5. Antal stemmer: 1

Vær den første til at give sin mening

Udgivet iAnmeldelse

Bliv den første til at kommentere

Skriv et svar

%d bloggers like this: