Skip to content

Liza Marklund fik mig alligevel til at læse en god krimi

Jeg har aldrig været den store krimifan. Der er stort set ikke den genre, som jeg ikke har kastet mig over, men krimigenren, har jeg altid gået død i, da jeg synes det er fyldt med alt for mange bøger bygget op på den samme forudsigelige formel. Nu endte jeg så alligevel med at kaste mig over Nobels testamente af Liza Marklund og det er jeg glad for, at jeg gjorde.

Nobels testamente af Liza Marklund

Under den stort anlagte nobelfest i Stockholm myrder en lejemorder Nobelkomiteens formand. I salen er også journalist Annika Bengtzon til stede. Hun ser morderen og bliver derefter politiets hovedvidne. En storstilet jagt på gerningsmanden, eller i dette tilfælde kvinden, bliver slået an og Annika Bengtzon starter sin egen efterforskning, selvom hun bliver pålagt ikke at afsløre noget, grundet sin status som hovedvidne.

I sin efterforskning kommer Annika Bengtzon ind på livet af Nobelkomiteen og lærer hvordan Alfred Nobel, stifteren af Nobelprisen, måske er nøglen til hele affæren.

Nobels testamente er den sjette bog om Annika Bengtzon. Jeg har dog ikke læst de foregående fem og har på intet tidspunkt manglet informationer. Så den kan altså sagtens læses uafhængigt af de foregående bøger.

Mit problem med krimigenren

Jeg er af den holdning, at man skal kunne indrømme, når man tager fejl. Jeg mener stadig at mange krimier, er bygget op efter en forudsigelig formel, som gør dem langtrukne og kedelige – men, der findes altid undtagelser og det er naturligvis ikke fair at lave en embargo mod en hel genre, på grund af forudindtagede holdninger.

Jeg kom i besiddelse af Liza Marklunds Nobels testamente, da jeg for noget tid siden købte en stor stak brugte, blandede bøger og der må jeg indrømme, at jeg var ret heldig. Det er faktisk en skøn, spændende krimi.

En vellykket krimi

Liza Marklund er en af de helt store krimiforfattere og nu forstår jeg godt hvorfor. Annika Bengtzon er en spændende karakter, som på godt og ond er troværdig. Hun er ingen helgen, men heller ingen skurk – bare et helt almindeligt menneske på godt og ondt, hvilket er dejligt at se i en genre, der hovedsageligt består af klichefyldte kriminalbetjente.

Nobels testamente starter ud med et mord (det er jo en krimi) og derfra kommer vi rundt om mange dele af efterforskningen. Det er dog ikke politiets efterforskning, som er det vigtige, men derimod journalistens. Gennem samtaler og research kommer hovedpersonen tæt på den uhyggelige sandhed, som du naturligvis bliver nødt til at læse selv, hvis du vil kende den.

Men anbefalet er den hermed og næste gang jeg får lyst til en lille guilty pleasure i bogform, så bliver det nok i samvær med Annika Bengtzon.

Hvad synes du om bogen?

Samlet vurdering 0 / 5. Antal stemmer: 0

Vær den første til at give sin mening

Udgivet iAnmeldelseKrimi

Bliv den første til at kommentere

Skriv et svar

%d bloggers like this: