Som eneste hankønsvæsen i et hus med fire fantastiske skabninger af det andet køn (tre døtre og en skøn kone – hvor heldig har man lov til at være), skal der naturligvis være lidt fokus på kvindekampen. Det har jo lige været kvindernes internationale kampdag og i den anledning vil jeg tage fat i bogen Kvinder i Kamp – 150 års kamp for frihed, lighed, søsterskab.

Tegnet kvindekampshistorie
Denne graphic novel er skrevet af Marta Breen, illustreret af Jenny Jordahl og oversat af Maren Uthaug. Nu bruger jeg genren graphic novel lidt løst, for når det kommer til stykket kan bogen mere klassificeres som en tegnet historiebog eller en graphic history novel.
Kvinder i Kamp gennemgår kvindekampen fra 1800-tallet og frem til i dag og tager udgangspunkt i nogle af de personligheder, der gennem historien har kæmpet for kvinders rettigheder. Det er derfor ikke en roman i egentlig forstand, men en gennemgang af nogle af de væsentligste punkter i historien, når det kommer til kvinders rettigheder.

Bred oplysning
Kvinder i Kamp er hurtigt læst, da det er en overfladisk historisk gennemgang, men ikke desto mindre er det en vigtigt bog, der er med til at sætte fokus på en vigtig kamp, som på verdensplan langt fra er slut. Der er ingen tvivl om at verden er et meget bedre sted for kvinder i dag end den var for 150 år siden, men det er ikke det sammen, som at vi er i mål endnu.
Min ældste datter er 9 år gammel, og det er nok lige det yngste til at blive præsenteret for en bog, der trods alt blandt andet omhandler vold, voldtægt, omskæring m.m. Disse store emner er dog pakket ind i nogle fantastiske illustrationer, der på intet tidspunkt kan virke stødende men blot oplysende. Jeg glæder mig allerede til hun skal læse den og lære hvilken kamp, der lægger bagved, at hun i dag kan sidde og læse en bog, gå i skole og meget andet, som vi i dag tager for givet.

Bliv den første til at kommentere