Skip to content

Ego – en tegnet dagbog af Nicolai Hvidberg Jørgensen

Mange kunstnere drages af graphic novel formatet, når de vil fortælle deres personlige beretninger. Der er noget dragende over de muligheder som mediet giver til fortælleren og Ego af Nicolai Hvidberg Jørgensen er da også en sådan tegnet dagbog… og så alligevel ikke rigtigt. Forfatteren bryder med de vante rammer for genren og resultatet er både spændende og forvirrende.


Nicolai Hvidberg Jørgensen tegner sig selv.

Mød Nicolai Hvidberg Jørgensen

Forfatteren har selv kaldt bogen Ego for en tegnet dagbog. Dagbog skal i denne forstand ikke forstås som en klassisk dagbog med beretninger om både det ene og det andet, men mere som en følelsesmæssig dagbog, der både indeholder udklip fra Nicolai Hvidberg Jørgensens liv og de følelser, som han oplever inderst inde.

Ego er ikke fortalt som en almindelig fortløbende historie. Derimod så fortæller hvert enkelt billede sin egen historie og er et imponerende bevis på, at et billede så sandelig siger mere end tusind ord. En side fyldt med tegninger, kan være så udtryksfuld, så der ingen tvivl er om hvilken følelse forfatteren forsøger at fremkalde.

Fantastiske sort/hvide tegninger i flere forskellige stile er med til at fortælle den personlige historie i Ego.

Måske lidt for personlig

Overskriften er måske lidt misvisende. Jeg synes ikke, at en forfatter kan være for personlig. Men når man vælger virkeligt at gå ind under huden på sig selv, skal man også passe på ikke at tabe læseren under vejs, og det vil undre mig meget, hvis ikke mange er blevet tabt under læsningen af Ego.

Der er ingen tvivl om Nicolai Hvidberg Jørgensens oprigtighed og ærlighed, men det er til tider meget svært at følge med i den egentlige handling. Følelserne er til at forstå, men jeg føler lidt, at jeg mangler noget baggrundsviden om forfatteren, som vil få det hele til at give lidt mere mening.

Jeg er den heldige ejer af en signeret udgave af Ego – nice!

Glem alt om målgrupper

Nogle gange, så skal man nok også bare glemme alt om dem man skriver til og bare skrive/tegne for sig selv. Nicolai Hvidberg Jørgensens sort/hvide tegninger er fantastisk udtryksfulde og de får læseren til at tænke og føle selv – det er altså en stor bedrift.

Det kan godt være, at det ville have været nemmere at følge med, hvis jeg kendte Nicolais baggrundshistorie, men måske er det bare meningen, at jeg skal føle mig lidt forvirret og fortabt. Er dette sagen, så er missionen lykkedes.

Ego er Nicolai Hvidberg Jørgensens første graphic novel og jeg håber så inderligt, at det ikke bliver den sidste, da der uden tvivl lurer megen talent under overfladen.

Udgivet iAnmeldelseGraphic Novel

Bliv den første til at kommentere

Skriv et svar

%d bloggers like this: