Skip to content

Aya – anmeldelse af en poetisk børnebog

Aya er kommet til verden som et samarbejde mellem billedkunstner Jeppe Hein, hans kone Silke Hein og børnebogsredaktør Elisabeth Kiertzner, der har skrevet teksterne. Bogen er et fremragende kunstværk, som jeg personlig elsker at læse, men nu er det jo i sidste ende en børnebog, så hvad synes målgruppen?

En poetisk hyldest til livet og dets udfordringer

Sommerfuglelarven Aya kommer til verden på et blad. Her møder hun en gammel bille, som vogter over hende. Ayas start på livet er fyldt med udfordringer og usikkerhed. Hun er overvældet af sine omgivelser, men begynder alligevel at udforske den usikre verden, som omgiver hende. Langsomt bliver Aya større og modigere, og til sidst forvandler hun sig, ikke overraskende til en smuk sommerfugl.

Med inspiration fra virkeligheden

Aya er en bog, der har været på vej i mange år. Jeppe Hein og Silke Hein havde længe villet skabe en børnebog, der omhandlede udfordringerne ved at få en hård start på livet, ligesom deres egen datter fik efter et kompliceret fødselsforløb. Resultatet er en dragende og poetisk historie, der bliver fortalt ved hjælp af collager af Jeppe Heins akvareller.

En børnebog, mest for voksne

Jeg blev fanget ind af de skønne illustrationer og det poetiske, nærmest drømmende sprog fra første side. Det er jo også vigtigt at, der er noget til den voksne, når det kommer til en børnebog. Ellers kan det hurtigt blive en lang og kedsommelig affære, at læse for sine børn (det kender de fleste forældre nok lidt til).

Men vigtigst af alt, skal der selvfølgelig også være noget til børnene. Jeg har forsøgt at læse bogen for mine tre børn på 4, 7 og 9 år, og må desværre indrømme at ingen af dem blev fanget rigtigt ind af hverken historie eller billeder. Personligt synes jeg, det er lidt synd, da jeg mener bogen har et stort potentiale til blandt andet at sætte ord på nogle af de udfordringer, der kan være ved livet.

Stædig som jeg er, bliver det nok ikke sidste gang, jeg forsøger at læse den højt for mine børn, men jeg er bange for at Aya fungerer bedre som en poetisk og kunstnerisk voksenbog end som børnebog – i hvert fald i dette hjem.

Og så er det altså også bare en lækker og flot bog.
Udgivet iAnmeldelseBørnebøger

Bliv den første til at kommentere

Skriv et svar

%d bloggers like this: