Skip to content

Boganmeldelse: The Border af Don Winslow

The Border er Don Winslows afslutning på Cartel trilogien, der også omfatter bøgerne The Power of the Dog og The Cartel. Jeg har længe glædet mig til at få fingre i denne bog og den skuffer ikke.

Da jeg har læst bøgerne på engelsk bruger jeg her de engelske titler, men de er også alle tre udgivet på dansk under titlerne: I hundenes vold, Kartellet og Grænsen.

Krigen med kartellerne

(Spoler alert: læs ikke dette afsnit, hvis du ikke allerede har læst de to foregående bøger).

Krigen mellem narkokartellerne i Mexico på den ene side og amerikanske DEA på den anden har varet i mange år. I over fyrre år har Art Keller kæmpet mod sin nemesis Adán Barrera og det er denne personlige kamp med mange menneskelige omkostninger, som vi følger i de to første bøger. Art Keller er personificeringen af den amerikanske kamp mod den evige strøm af narkotika fra Mexico og han formår da også i sidste ende at få ram på sin nemesis, men som historien mange gange har vist, hjælper det ikke altid at hugge hovedet af fjenden – der vokser bare flere nye ud.

The Border (Grænsen) starter, hvor The Cartel sluttede. Adán Barrera er død, men ikke overraskende står der hurtigt nye kræfter på spil, der er villige til at overtage hans plads som leder af det berygtede Sinaloa Cartel. Der udbryder en intern krig om magten, alt imens Art Keller tager hjem til USA, hvorfra han påny forsøger at bekæmpe narkotikakrigen ved hjælp af både diplomati og snilde.

Har du også set Narcos?

At læse de to første bøger i trilogien, er lidt som at se Netflix-serien Narcos, der netop handler om DEAs kamp mod kartellerne. Serien bygger på virkeligheden og selvom Don Winslows bøger i sidste ende er fiktion, så foregår de samtidig i den virkelighed, som også Narcos foregår i.

Don Winslow trækker på virkeligheden, når han fortæller sine historier. Art Keller og Adán Barrera er fiktive karakterer, men krigen mellem kartellerne og DEA er virkelig og der bliver trukket flere paralleller til virkelige begivenheder. Hvis du kunne lide Narcos, så vil du også elske Don Winslows trillogi.

Tre spændende bøger, som klart kan anbefales.

Fremtidens krig mod narkotika

Hvor de to første bøger danner et troværdigt billede over virkelighedens krig mod kartellerne set i et historisk perspektiv, så foregår The Border i dag. Den trækker paralleller til den politiske virkelighed, som udspiller sig, hver gang vi tænder for nyhederne, og tegner både et politisk billede af hvad der foregår bag tæppet, samtidig med at den på hård og brutal vis introducerer os for både bagmænd, medløbere og ofre i den krig, som stadig foregår i dag.

Don Winslow har skrevet endnu en solid murstensroman, som det er noget nært umuligt at lægge fra sig, når først du er startet (bare spørg min kone, der var lidt træt af at jeg skulle læse hele tiden). Det er en spændingsroman, der underholder på bedste vis, samtidig med at den beskriver en verden i krig, som måske ikke er så langt fra virkeligheden, som man kunne håbe.

Udgivet iAnmeldelse

Bliv den første til at kommentere

Skriv et svar

%d bloggers like this: