Skip to content

Blankets – Craig Thompsons mesterværk

⭐⭐⭐⭐⭐

Craig Thompsons Blankets slog benene væk under mig, da jeg første gang læste dette mesterværk af en graphic novel for nogle år siden. Det er en poetisk fortælling om familie, venskab, kærlighed og tro og den er ikke sådan at ryste af sig igen.

En autobiografisk fortælling

Blankets er Craig Thompsons egen fortælling om at vokse op i en fundamentalistisk kristen familie og de udfordringer, som det driver med sig. På en kristen lejerskole møder han pigen Raina og de forelsker sig hovedkulds i hinanden. De har mange ting til fælles og stiller begge spørgsmål til livet og den måde, hvorpå de lever det.

En dragende og poetisk fortælling om kærlighed

Da jeg første gang læste bogen, viste jeg ikke at Blankets var autobiografisk. Alligevel omhandler mine bedste minder om bogen, dens realisme og følelsen af at have læst noget virkeligt og ikke “bare” en historie, som var fundet på. Craig Thompsons fortælling oser netop af nærhed og efter at have genlæst den, kan jeg sagtens relatere til mine oprindelige følelser.

Blankets er en poetisk fortælling, der gennem tekst og billeder beskriver følelser, som sjældent kan beskrives. Det er altså stor kunst, at kunne fremstille et værk, der på den måde formår at formidle de omtumlede følelser, som hovedpersonen bevæger sig igennem. Både når det kommer til kærlighed, religion og at finde et ståsted i livet og acceptere den person, man selv er.

Drømmende billeder

Bogen er tegnet i sort/hvid og alligevel er den så levende, som noget kan være. Fortællingen foregår i et landskab, hvor omgivelserne og vejret er med til at fortælle historien og er med til at beskrive de følelser, som teksten beskriver.

Craig Thomson har med Blankets skabt en fuldent graphic novel, hvor alt kommer sammen til en større enhed og han beviser hvad mediet kan præstere, når det er bedst. Blankets er ganske enkelt en af de bedste graphic novels, jeg nogensinde har læst.

Hvad synes du om bogen?

Samlet vurdering 0 / 5. Antal stemmer: 0

Vær den første til at give sin mening

Udgivet iAnmeldelseGraphic Novel

Bliv den første til at kommentere

Skriv et svar

%d bloggers like this: