Dem der dræber drømme sover aldrig

Jeg er typen, der føler mig forpligtet til at læse de resterende bøger, når først jeg er startet på en bogserie. Det er kun sjældent sket, at jeg er stoppet undervejs, men når det kommer til Jan Guillous store bogserie om det store århundrede må jeg indrømme, at jeg har overvejet at stoppe flere gange. Alligevel er jeg nu kommet igennem bog nummer 8: Dem der dræber drømme sover aldrig.

Det hele startede med Brobyggerne, der udkom i 2011. Dette var efter min mening en fantastisk historisk fortælling om de tre unge brøde Lauritzen. Det var også startskuddet til en stort anlagt familiesaga, hvis handling starter i 1901 og efter planen skal fortsætte frem til 2001.

Hvor Brobyggerne var en spændende og interessant fortælling, er det mere eller mindre gået ned ad bakke lige siden, med enkelte undtagelser. Desværre er Dem der dræber drømme sover aldrig ikke en af dem.

Året er 1972

Eric Letang er barnebarn af en af de tre brødre fra den første bog og er hovedpersonen i den nyeste. Europas sikkerhedstjenester kæmper med en splittet venstrefløj og Eric, der arbejder som fuldmægtig i et advokatfirma, er en aktiv del af venstrefløjen. Hans store kærlighed bor i Tyskland, hvor der også er mange spændinger.

Kort sagt er bogen bygget op ligesom sine forgængere. Vi har en hovedperson, der bevæger sig i den tid, som er det egentlige fokus. Eric Letang er ikke en synderligt interessant karakter, men når det kommer til stykket, så er han også bare en undskyldning for at fortælle om den tid, som han lever i. Det udnytter Jan Guillou til fulde og måske også mere end det.

Eric Letang møder et hav af forskellige kendte politiske figurer og bogen er fyldt med så meget namedropping og så mange historiske begivenheder, så jeg hurtigt blev mæt, da jeg læste den. Det hele er bare lidt for meget.

 Det store århundrede

Det er som om Jan Guillou har bidt over mere end han kan sluge. Det er da også en stor mundfuld at dramatisere 100 års historie, og man må tage hatten af for forsøget. Desværre er resultatet i denne omgang ikke helt gennemført.

Jeg tror at Jan Guillou har haft svært ved at vælge, hvad det egentligt er, som han gerne vil fortælle. Den første bogs styrke var, at den var en selvstændig god historie. Men derefter har bøgerne kæmpet med en manglende historie. Jan Guillou forsøger at fortælle om den tid, hvor bøgeren foregår og så glemmer han desværre i forbifarten, at der også skal være en handling, som fænger læseren. Det er der ganske enkelt ikke i Dem der dræber drømme sover aldrig – i hvert fald ikke når det kommer til denne læser.